Tagged: Opskrifter

Spicy suppe af kartofler og porre

Mmm… Kartofler og porre blandet sammen i en herlig suppe! Absolut en af mine favoritter, når det kommer til suppe at varme sig på i efterårskulden.

Ingredienser (ca. 6 pers.):

2 store porrer

1 løg

4 – 5 store kartofler med skræl

2 gulerødder

1/2 tsk karry

1/4 eller 1/2 tsk chilipulver (afhængig af, hvor spicy det skal være)

1 liter hønseboullion

Mælk

Fremgangsmetode:

Rens porre, kartofler (helst med skræl) og gulerødder og skær det hele i nogenlunde lige store stykker. Hak løget og smelt en klat smør i en stor gryde sammen med ca. 1 spsk olivenolie. Kom derefter løg, kartofler, gulerødder og porre i gryden og tilsæt salt, peber, karry og chilipulver og rør godt rundt. Lad det stå på medium varme i ca. 3-4 minutter.

Tilsæt hønseboullion og bring i kog. Lad derefter grønsagerne simre, til de er møre. Sluk for varmen og blend det hele i gryden med en stavblender eller i en alm. blender. Spæd til med mælk indtil suppen får den ønske cremede konsistens. Den må gerne være lidt tyk.

Servér med en klat creme fraiche (eller neutral yogurt) og et par skiver bacon eller ristede mandler.

Bon appetit!

Reklamer

Gulerodssuppe med sweet potatoes, chili og ingefær

Efteråret har for alvor meldt sin ankomst og vores køkken er nu (endelig!) til min mad-begærlige disposition. Efter flere måneder med take-away og halvvammel varmemad, har jeg virkelig lyst til (og nok også behov for) sund, lækker og robust mad – og hvad er så mere oplagt end at få gang i suppegryderne? Jeg elsker suppe, og så tæller det jo heller ikke ned, at det er både nemt og sundt. Ja, og så er grønsager jo heller ikke helt skidt for babyen.

Lige nu har jeg 7 supper på ønskelisten, så der er jo ikke andet for end at starte fra en ende af.

Dag 1. Gulerodssuppe med sweet potato, chili og ingefær

Dag 2. Græskarsuppe med kantareller

Dag 3. Bagt tomatsuppe

Dag 4. Kartoffel/porre suppe

Dag 5. Fransk løgsuppe

Dag 6. Blomkålssuppe med hjemmerørt pesto

Dag 7. Cremet jordskokkesuppe med bacon

I dag indledte jeg så mit “suppemaraton” med en gulerodssuppe med sweet potatoes, chili og ingefær – en rigtig lækker suppe med bid i.

OPSKRIFT (4-6 pers):

8-10 store gulerødder

2 sweet potatoes

3 kartofler

1 løg

3 fed hvidløg

1 rød chili

ca. 20 g ingefær

25 g smør

8 dl vand

1 stk hønseboullionterning

Fremgangsmåde: Skræl hhv. gulerødder, sweet potatoes og kartoflerne og skær dem i nogenlunde lige store stykker. Skræl ingefæren og skær den i skiver, snit chili (med eller uden kerner alt efter temperament), løg og hvidløg. Kom 25 g smør og lidt olivenolie i en gryde og svits ingefær, løg, chili og hvidløg på høj varme indtil de begynder at brune.

 

Skru ned for varmen og tilføj kartofler, sweet potatoes og gulerødder og svits videre indtil alle grønsager er blanke. Tilsæt hønseboullionterning og 8 dl vand og bring i kog. Lad grønsagerne koge indtil de er møre.

Blend suppen med en stavblender direkte i gryden (eller i en alm. blender). Tilsæt mælk indtil suppen opnår den ønskede konsistens. Smag til med salt og peber. Mmm.

Serveringsforslag:  Servér med creme fraiche, frisk persille og ristede nødder.

Bon appetit!