Kære Augusta | 6 måneder

SONY DSC

Kære Augusta,

Tillykke! Du er blevet 6 måneder gammel. Et helt halvt år. Der er sket så meget den sidste måneds tid. Du spytter. Det er så underholdende at høre dig udforske alverdens lyde med din mund – også selvom det er upraktisk, når du vælger at øve dig med mos i munden. Du har fået mere appetit på skemad og spiser stort set alt, hvad jeg serverer for dig; gulerødder, kartoffel, blomkål, broccoli, pære, æble, ærter, majs , sveske, græskar, øllebrød osv. Jeg har stået på hoved i køkkenet af flere omgange for at opbygge et tilstrækkeligt fryselager af diverse mosede portionsanretninger. Jeg har det bedst med at vide, hvad det er, jeg fodre dig med – selvom de færdigblandende glas er lettere at slæbe med, når vi er på tur. Vand ryger også nogenlunde ned, selvom du skal være tilstrækkelig tørstig, før du gider drikke af en kop. Men teknikken har du fanget. Vi har gode intentioner om at lære dig baby tegnsprog. Mest af praktiske årsager i forhold til måltider. Indtil nu arbejder vi på mad, drikke, mere og færdig. Jeg må indrømme, at jeg ikke er særlig konsekvent, så jeg er spændt på om det løber ud i sandet eller om det holder ved. Jeg håber, vi kan få det til at fungere.

Far og jeg har været på vores første alene date siden du kom til verden. Det var skønt. Jeg tænker nogle gange, at jeg burde føle anderledes omkring det, at efterlade dig med en babysitter,  men når jeg stoler på dem, du er sammen med, kan jeg sagtens slappe af og nyde min ”genvundne frihed”. Misforstå mig ikke. Jeg elsker at være sammen med dig, men det er også skønt at genfinde sig selv. Bare være Amanda og ikke kun Augustas mor med gylp på tøjet og rander under øjnene. Det var rart at have tid til at kigge hinanden i øjnene og være alene, selvom det endte med kedelig mad fra en kinesisk restaurant og en dårlig film i biografen, hvor jeg i godt 1,5 time ærgrede mig på det kraftigste og flere gange overvejede at forlade min behagelige plads på bagerste række. Øv. Men, som din far sagde, var vi i det mindste sammen. Alene. Næsten. Vi sluttede aftenen af med en gåtur, og så var det ellers tilbage til virkeligheden og livet som mor og far. Faktum er, at du stadig vågner op til flere gange om natten – så det kan ikke betale sig at gå sent i seng. Mit indre ur har ændret sig drastisk siden du kom til verden. Så sent som i går aftes blev jeg lidt forskrækket over, at jeg kl. 21:30 var klar til at kaste hoved på puden.

Din 5 måneders vaccination gik ikke helt så glat og bekymringsfrit som da du var 3 mdr. Du tog egentlig de to stik ganske pænt, og græd kun kort. Efterfølgende havde du det fint. Var glad og hyggelig. Senere blev du varm og fik feber og havde svært ved at falde til ro. Efter lidt lækker kartoffelmos med broccoli og blomkål (jeg har selv blændet og mikset til dig) begyndte du at opføre dig lidt underligt. Du virkede træt. Du kastede en hel masse mælk op fra tidligere på dagen, men det var svært at vide, om du havde det skidt eller om opkastningen bare var resultatet af, at du konstant har din ene lille knyttede hånd i munden og fingrene langt nede i halsen. Efter et bad, var det sengetid. Men ligeså snart du blev lagt i din seng, begyndte du at græde som jeg aldrig har hørt dig græde før. Generelt græder du ikke – og hvis du endelig gør, er det kun kortvarigt. Men denne gang var du helt utrøstelig. Efter kort tid begyndte du at få problemer med at trække vejret. Og fra det ene øjeblik til det andet panikkede vi fuldstændigt, mens du gispede efter luft, blev rød i hoved og lavede nogle underlige hvæse lyde. Det skete så hurtigt og intet hjalp. Jeg blev virkelig bange. Rigtig bange faktisk. Især da din far beordrede mig ud i bilen med dig på armen – uden taske, uden sko, uden noget som helst. Bare afsted til skadestuen. I bilen begyndte du heldigvis at trække vejret normalt igen, men det hele foregik stadig gennem en skiftende klynken og intens gråd. Og så havde vi selvfølgelig glemt din sut i farten. Jeg stod i kø på skadestuen med dig i 10 minutter alt imens du græd og græd så hjerteskærende inderligt. Til sidst forbarmede en sygeplejerske sig over os (og sikkert alle de andre i venteværelset) og tog os med ind i et separat lokale. Far var kørt hjem efter vores ting (og opdagede til sin store rædsel, at han i farten havde glemt nøgler til lejligheden. Heldigvis stod køkkenvinduet åbent!) Du holdt først op med at græde, da du fik tilbudt en lånesut og der var gået godt 40 minutter. Du faldt i søvn på min arm og sov i al den tid, vi ventede på lægen. Som vi allerede havde gættet, kunne han ikke sige så meget andet end at vi skulle henvende os på Hvidovre børneafdeling, hvis det gentog sig (det håber jeg aldrig, det gør). Og at da du jo havde feber, var det sandsynligt, at det var en krampelignende reaktion grundet kvalme.

Tænk hvor magtesløs, man kan føle sig i sådan en situation, når man tror, det hele er ved at gå rigtig galt. Det må du aldrig gøre igen. Jeg er sikker på vi nok skal opleve mange dage med snotnæse, feber og skrigture – bring it on, baby – men lad os lige blive enige om, at den her forskrækkelse af en oplevelse var både første og sidste gang.

Hvad er der ellers sket i løbet af den sidste måneds tid i dit liv? Vi har leget den sjoveste leg, du og jeg. Og når jeg siger du og jeg, er det fordi, det var dig der fandt på legen – og du virkede for første gang fuldt bevidst om, hvad du foretog dig. Det var så morsomt, at jeg blev nødt til at ringe til både din far og mormor og fortælle det (selvom sjove lege sjældent gengives ligeså godt som de leges). Det der gjorde legen sjov, var dig. Du har fundet ud af, hvordan man laver falske host. Så sammen med dine spyttelyde, er du nu begyndt på at hoste. 1,2,3,4 eller 5 små kunstige host i træk, hvorefter du smiler stort og leder efter en reaktion. Legen gik ud på, at jeg hostede og så efterlignede du det, jeg gjorde.

Hvad kan jeg ellers fortælle dig? Du er sidder så fin og rank nu helt selv. Men jeg tør nu alligevel ikke lade dig sidde helt alene, for selvom du sidder flot, kan du pludselig miste balancen, og så er der altså langt ned til gulvet med det tunge hoved. Du er også begyndt at udforske din bevægelsesfrihed, når du ligger på maven på gulvet. Du kan møve dig rundt i alle retninger og sætte fra med hælene i gulvet, hvis legetøjet er fristende nok til, du gider forsøge at kravle hen til dig. Det skal helst ligge nogenlunde indenfor rækkevidde – ellers gider du ikke. Du ser så kær ud, når du stritter numsen i vejret og forsøger at sætte fra med fødderne. Det ser ud som om du ”svømmer” rundt på gulvet. Meeen… der går nok lidt tid endnu, før det bliver til rigtig kravleri. Og heldigvis for det, for vi mangler stadig at baby-sikre stikkontaker og løse ledninger.

Milepæl i denne måned: Du har sovet natten igennem hele 4 nætter i træk. Og så blev du syg med feber, opkast og snotnæse (din stakkel!), men vi krydser fingre for, at den søde søvn vender frygteligt tilbage, når du er på toppen igen.

Jeg elsker dig.

Mor heart copy

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s