Kære Augusta | 5

SONY DSC

Kære Augusta,

Livet er ikke lutter lagkage, som man jo siger. Heller ikke dit. Lige som jeg troede, alt gik strygende let, besluttede du dig for at vende op og ned på alting. Eksperterne kalder det for tigerpring, jeg kalder det for mor-går-snart-ud-af-sit-gode-skind-perioder. Når jeg siger, du har vendt op og ned på alting, er det fordi, du ikke længere gør som du plejer. Du sover ikke, som du plejer, du spiser ikke, som du plejer og du opfører dig ikke, som du plejer. Tre ting, som gør livet lidt mere besværligt for os alle sammen, især fordi vi (din far og undertegnede) bare gerne vil dit bedste. Og ja, endelig troede vi lige, vi var nået til et punkt i dit baby-liv, hvor vi havde nogenlunde styr på, hvad du ville og havde brug for. Og så tog det hele lige en 180 graders drejning…

Du ”lider” af alle de klassiske tegn på et 19 ugers tigerspring; du vil underholdes, du sover elendigt både dag og nat, du har humørsvingninger og har mistet appetitten. Faktisk kan du dårligt holde maden i maven, og du gylper næsten ligeså meget nu, som da du var helt spæd – og det er altså ikke så lidt! Det er selvfølgelig ikke nødvendigvis på grund af tigerspring, at din mave driller, men drille, det gør den! Du har stadig din helt egen mening om, hvornår du vil og ikke vil spise, og ikke mindst hvordan du vil spise. Der er snart ikke den stilling eller metode, vi ikke har prøvet, når du skal have mad. I starten spiste du helst hele tiden og uanset hvordan, du blev holdt. Så ville du pludselig ikke ligge ned og spise mere, men skulle helst sidde halvt op med ansigtet ud mod omverdenen. Så besluttede du dig en dag for, at vi pludselig ikke måtte holde dig mere, og spisning skulle helst foregå i liggende tilstand på din seng eller i din barnevogn, og med os ved siden af. Og nu er vi så tilbage, hvor vi startede mere eller mindre – du vil kun spise, hvis du bliver pakket ind i dynen som en rullepølse og putter på armen, helst mens man står op. Ligeså snart man sætter sig på sofaen, spytter du flasken ud og kigger bebrejdende på en med dine dejlige, brune øjne. Det er  meget sjælendt, du tager flasken uden en smule kærlig tvang. Imens holder jeg modet oppe med tanken om, at flaske jo ikke er en evigtvarende del af vores liv. Det er kun en periode. Tænk, at så sød og nuttet lille pige kan have så stærk en vilje og mening om tilværelsen.

Udover en daglig kamp mod sjove spisevaner, er du også utrolig mor-syg for tiden. Det kan have sine fordele, men så sandelig også et par ulemper. Det er så hyggeligt, at du efter en meget selvstændig periode, pludselig gider hygge-putte med mig igen. Helst i din dyne og med din sut. Du kan ligge i lang tid ad gangen og bare kigge op på mig. Engang imellem bliver du træt af bare at kigge, og rækker en hånd op mod mit ansigt for også at røre ved mig. Det er så kært. Du aer, kradser og mærker enhver mulig del af mit ansigt uden at fortrække en mine. Det er det, der er så hyggeligt ved din mor-syge. Du holder øje med mig, du kigger efter mig, når jeg går rundt og du gider putte.

Ulempen er jo selvfølgelig så, når du kun gider din mor. For selvom jeg holder virkelig meget af at holde dig, nusse dig og vugge dig i mine arme, trænger jeg nogle gange til en pause. Mine arme bliver trætte. Min ryg bliver træt. Og mit overskud forsvinder.

Jeg prøver virkelig at nyde, når du har behov for mig og min nærhed, også selvom det kan være hårdt. Forleden nat vågnede du brat i en hjerteskærende gråd, og jeg tror, du drømte. Selvom jeg fik stoppet gråden ved at stryge dig på håret og ae din kind og sig ”Shhhh…”, var det som om, du ikke helt kunne finde ro igen. Du sparkede og spjættede rundt i din seng og til sidst tog jeg dig op. Du faldt til ro ligeså snart, du kom op i mine arme – og når jeg ligeså forsigtigt forsøgte at ligge dig i seng igen, kom uroen igen. Din stakkel. Jeg gik rundt med dig i lang, lang tid på armen, og forsøgte at hjælpe dig til at falde i søvn igen. Du plejer ellers aldrig at vågne op om natten, medmindre du er sulten. Og flasken gad du ikke at have. Du ville bare puttes og trøstes, så det blev du.

De sidste par dage har jeg måtte smide alle mine ideer og holdninger om sovetider, putteritualer og ”du skal sove i din egen seng”-idealer ud ad vinduet. ”Vi plejer” er blevet erstattet med ”vi prøver”. Men forhåbentlig kun for en periode. Jeg krydser fingre for, at du kommer til dig selv igen og finder tilbage til den rytme, du var så fint i gang med. Indtil da, må jeg jo bare følge med og hjælpe dig med blive dygtigere til alt det, du sætter dig for at kunne. For i bund og grund er det jo det, tigerspring handler om: at udvikle færdigheder. Til trods for at være ekstraordinært træt og udmattet, glemmer jeg alt om dårlig nattesøvn og sutteflasker, når du ruller rundt på maven eller sidder rank på sofaen og studerer dit legetøj. Jeg bliver begejstret, når du ligger på maven og stikker enden i vejret og nytteløst prøver at møve dig frem på maven, og jeg elsker, at du pludre og øver dig i at fortælle en masse gode historier. Der er spræl i dig, min skat.

Mor heart copy

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s